Import af EPD'er


I 2020 og 2021 samarbejdede BUILD OG EPD Danmark under projektnavnet ’Faktabaseret valg af materialer til fremtidens byggeri - Kvalificering af miljødata i byggeriet’. Projektets formål var hovedsageligt at gøre det nemmere for brugere at bruge specifik miljødata fremfor generisk i miljøberegninger. På baggrund af en af arbejdspakkerne er det nu muligt at hente .lb5epd filer fra EPD Danmarks hjemmeside og importere i LCAbyg. Dette gælder LCAbyg versionerne fra LCAbyg 5.1.0 og nyere, dog med fare for at ældre versioner ikke fungerer lige så godt som de nyeste.

I den nyeste version af LCAbyg, LCAbyg 2023 (v5.3.1.0) er det nu også muligt, at importere EPD’er fra andre programoperatører via ILCD+EPD formatet samt importere EPD’er for lokale forsyningsværker. Se hvordan du kan indhente EPD’er fra ILCD+EPD formatet under afsnittet D.

Procedurebeskrivelse

Samarbejdet mellem BUILD og EPD Danmark har gjort det muligt at importere EPD’er fra EPD Danmark og derved undgås de mange usikkerheder og menneskelige fejl der kan opstå ved manuel indtastning. Derudover er EPD indtastning ofte tidskrævende, hvilket i sidste ende er lig med penge. Det er disse faktorer projektet arbejde på at afhjælpe. Det er kun EPD’er hos EPD Danmark som er af filtypen .lb5epd format, som kan importeres som illustreres i Figur C.1.

Figur C.1: Procedurebeskrivelse for import af EPD'er fra EPD Danmark i LCAbyg v5

Som visualiseret i Figur C.1, omdannes EPD’erne fra EPD Danmark til en .lb5epd fil. Filen er krypteret på samme måde, som den generiske (GenDK) database i LCAbyg, hvilket vil sige, at filerne er låst med kilden EPD Danmark og skal derfor håndteres på samme måde som GenDK komponenter ved redigering. Krypteringen gør at EPD’ens data er verificeret af udbyderen præcis som ved brug af pdf filerne, dog er hverken EPD Danmark eller BUILD ansvarlig for brugen af data og derved evt. fejlkilder. LCAbyg brugeren er selv ansvarlig for at bruge gyldig og korrekt data, så for en god ordens skyld, er det godt at tjekke den data der bruges.

Bemærk: Når du importerer produkt EPD'er, placeres de under biblioteket i LCAbyg. Du finder de importerede EPD'er ved at søge på kilden til den givne udbyder fx EPD Danmark. Ydermere gøres du opmærksom på, at EPD'erne enten bliver overført som byggevare eller faser, dette afhænger af EPD'ens systemgrænse og indhold.